Flygtninge- og fodboldsnak i Bulawayo

Kontoret ligger på femte sal i en kæmpestor og forbavsende velholdte murstensbygning i Bulawayo, Zimbabwes næststørste by. Græsset er nysålet, flisegangene ny-fejede, der er blomster i et af vinduerne et par etager oppe – i en regeringsbygning!? Det er et sjældent syn i Afrika. Bygningen har det fantastiske navn ’Mhlahlendlela’ og indeholder alle regionens regeringskontorer. Men indenfor er der triste lange gange med lukkede døre, hvorpå der er sat et skilt op med en titel ’Director of … ’ - aldrig et navn.

Målet for besøget er AGRITEX, landbrugsministeriets største afdeling, hvor landbrugets konsulenttjeneste holder til. Og vi kommer uanmeldt, jeg og min zimbabweanske kollega, Dumi. Hun har ringet adskillige gange for at få en aftale, men uden at komme igennem til AGRITEX-direktør, Mr. Nyoni. Vi prøver så lykken ved bare at dukke op. Dumi synes det er et lidt grænseoverskridende brud på formaliteterne. Vi er heller ikke klædt på til et officielt besøg. Jeg har godt nok et slips og en skjorte med i kufferten, men det blev en T-shirt og sandaler i dag, for der er varmt i Bulawayo.

Vi bliver faktisk lukket ind. Nyoni og Dumi kender hinanden fra tidligere samarbejde. Han er en rund mand med livlige øjne og et vindende smil. Heller ikke han har fundet slipset frem i dag, observerer jeg tilfreds.

’Så du kommer fra Danmark? Hvad sprog taler I i Danmark?’ er hans første spørgsmål.

’Dansk’, svarer jeg.

’Ja, det er vel forskelligt fra hollandsk?’

Jeg nikker.

’Jeg har været i Holland for nogle år siden, men ikke i Danmark!’ Han er snakke-glad. Vi er slet ikke kommet i gang med at fremsætte vores ærinde.

’Vi havde et godt samarbejde med Danida engang,’ fortsætter han. ’Flere af vore ansatte blev sendt til videregående studier af Danida. Ja, mest til Indien, på grund af sproget. Det var i 90’erne - de gode, gamle dage, før der kom problemer i samarbejdet.’

Han henviser tydeligvis til Danmarks brud med Zimbabwes regering i 2000 og lukningen af den danske ambassade i Harare, da den venstre-ledede regering kom til magten i Danmark og skar udviklingsbistanden ned ved bl.a. at lukke tre danske ambassader i Afrika.

Men vi kommer ikke ind på, at den nye danske regering netop har lukket det danske ambassadekontor i Zimbabwe for anden gang, igen som led i nedskæring af udviklingsbudgettet. Han slår over til en snak om fodbold.

’Jeg kan godt lide det danske fodboldlandshold’. Igen er det minder fra 90’erne, vi udveksler. ’Men I klarede ikke kvalifikationen til Europamesterskaberne’. Han ser spørgende på mig. Jeg vil ikke rigtig gå ind i en udveksling af fodboldsynspunkter, selv om jeg godt kunne have nævnt, at Zimbabwe lige har deltaget i de afrikanske fodboldmesterskaber, som stadig foregår – man er nu nået ti semifinalen. Men, at Zimbabwe blev slået ud i den indledende runde uden at vinde en eneste af sine kampe.

Nyoni skifter emne: ’Og Danmark har problemer med flygtningene. Hvad sker der?’

Det er en pludselig drejning fra et let til et sværere emne.

’Ja, jeg følger med i international politik’, forklarer han. ’Danmark er meget oppe i medierne.’

Jeg forklarer, at Danmark fører en restriktiv politik, fordi flygtningestrømmen i Europa er meget stor.

’Ja, det må være svært’, medholder han. ’Men Sverige har jo taget rigtig mange og Tyskland også’.

At England ikke har taget ret mange flygtninge, er ikke en oplysning, som vil hjælpe på Danmarks image i Zimbabwe, som er forbitret anti-britisk, så jeg nøjes med at nikke, siger dog, at også Sverige og Tyskland er blevet mere restriktive.

Han nikker: ’Ja, det er forståeligt. Men der er flere måder at være restriktiv på!’

Jeg siger ikke noget. Mit ærinde er ikke flygtningedebat, men hans kommentar svider.

Vi får dog efterfølgende en god lang snak om vores egentlige formål, nemlig at samarbejde med AGRITEX i et lille forsøgsprojekt, som skal gøre småfarmerne bedre til at manøvrere på markedet og få bedre priser på deres afgrøder.

Efter en times snak, hvor flere besøgende, som banker på døren, bliver bedt om at vente, rejser vi os for at gå. Vi er blevet enige om at samarbejde on projektet.

’Hvem tror du, vinder det afrikanske mesterskab?’

’DR Congo’, svarer jeg, ’Hvem holder du på?

’Elfenbenskysten!’ han griner. Det samme gør Dumi - mest fordi hun godt kan lide Didier Drogba, som dog ikke er med på holdet denne gang.

Et Juleeventyr

Det fyger med sne. Alt minder om december, men det er kun slutningen af november. Snestormen har taget Danmark på sengen. Biler, som ikke endnu har fået vinterdæk på, glider af vejen. Al udkørsel frarådes i Nordsjælland. Men jeg skal ud. Eller rettere, det er Zabiba, min kone, som skal afsted til ortodoks barnedåb en lørdag morgen. Jeg skal køre hende. Barnedåben foregår i Mariakirken på Vesterbro, og den starter klokken 5 – ikke om eftermiddagen, OM MORGENEN!  Zabiba er normalt ikke morgenfrisk, slet ikke på en fridag. Men hun insisterer, skal af sted og står op endnu tidligere end jeg, for at gøre sig klar. Hun skal have hele det store eritreanske skrud på – en lang zuria af hvidt bomuld og med flotte broderier. Hun har allerede dagen før, fået håret sat. Hun tager alle sine skinnende smykker på – som ikke alle af ægte guld. Men hun ser fantastisk ud. Hun har købt en dåbsgave og er i højt humør.

Zabia i sit festtøj

Vi kommer ind i bilen, lytter til trafikradioen. Udkørsel frarådes stadigvæk også på Hillerødmotorvejen, som vi skal ud på. Vi snegler os afsted. Vejen er kun delvis ryddet. Der er forladte biler i rabatten og knækkede træer. Selv skoven er mødt vinteruvejret uforberedt. Det første stykke vej fra Farum til Bagsværd er der ingen gadebelysning, og vi kører meget langsomt. Længere inde mod København er vejen bedre ryddet. Og der, hvor motorvejen slutter ved Utterslev Mose, er trafikken sikker, men der meget få biler ude. Vi er jo også virkelig tidligt på færde. Zabiba gik med til, at vi kunne vente med at ankomme til klokken seks, for barnedåben startede nok ikke til tiden. Vi er der præcis klokken seks.

Istedgade er næsten mennesketom og mørk. Der står et par afrikanske prostituerede på hjørnet i vintertøj. Det må også have været et chok for dem. Der er ingen narkomaner ved Mariakirken, helt mennesketomt. Kan det virkelig være her, der skal være ortodoks barnedåb? Zabiba er helt sikker. Der er bestilt præst fra Sverige. Kirken er blevet lejet til formålet. Det er en sjælden begivenhed, hvor eritreanere kan mødes omkring et af deres egne religiøse ritualer. Der skal foregå mere end en barnedåb.

Jeg parkerer lige foran kirken ved et parkering forbudt skilt. Zabiba har ikke ordentligt vintertøj på. Selv skoene er smarte og passer til dragten. Jeg følger hende hen til døren. Det er en stor kirkedør med to dørfløje. Det slår mig, at den ligner nr. 24 på julekalenderen, som altid er lidt større en de andre låger. Vi tager i håndtaget og åbner døren - og bliver ramt i hovedet af lys og billedet af et rum fyldt med mennesker – alle klædt i deres hvide bomuldstøj. En præst med ortodoks hovedbeklædning kan jeg også se. Her lugter af røgelse og er varmt. Der er en summen af stemmer, dåbsceremonien er ikke begyndt endnu. Zabiba havde ret. Han siger hurtigt farvel og bliver suget ind i menneskehavet. Nu står jeg pludselig – midt i København – foran et lille stykke Eritrea, meget lig de bryllupper, jeg kender fra den tid, vi boede i Eritrea. Men her, midt i København, ja midt på Istedgade med frysende prostituerede udenfor. Det er mærkeligt. 

Et ortodoks bryllup i Eritrea

Jeg er trådt ind i et fortryllende land, Narnia, har lyst til at blive. Lidt misundelig over ikke at være med i denne kultur. Sikke en start på livet disse eritransk-danske babier får! De bliver dyppet helt ned i vandet. Det ved jeg, fra da mine egne børn blev døbt, dog ved en mindre højtidelighed end denne. Men jeg føler mig ikke påklædt til lejligheden i min sorte, forede vindjakke, mine jeans og tyksålede, mørkebrune sko. Jeg får et hurtigt glimt af Zabibas glade ansigt. Hun har allerede glemt alt om mig. Er et med sine egne.

Jeg går tilbage og lukker døren til forjættelsen og er igen ude i kulden og morgenmørket. Bilen har ikke tiltrukket en parkeringsbøde. Det er det lovløse, sovende København, jeg kommer ud til. De prostituerede er borte. Kun en enkel nattevandrer tumler hen ad fortovet. Jeg hare lyst til en kop kaffe og håber, der er et sted åbent inde på Hovedbanen. Jeg går ind fra Istedgadesiden – op af trappen. Og her er det Narnia igen – men nu en helt anderledes verden, som jeg træder ind i – Charles Dickens’ London! Der er fyldt med mennesker, forhutlede, forfrosne. De fleste liggende på gulvet, nogle i soveposer, andre blot på et underlag og med en jakke over sig. Der er næsten helt stille. Nogle sidder på bænkene og sover med hovedet lænet bagover eller til den ene side. Det er Københavns hjemløse og måske ny-ankomne flygtninge, som også er blevet fanget uforberedte på snestormen. De fleste ser ud til at være udlændinge, de fleste er mænd.

En seven-elleven er åben. Jeg køber en kop kaffe og en croissant og leder efter et sted at sidde. På en bænk langs muren sidder en mænd med skægstubbe trykket helt op i den ene side og stirrer tavs frem for sig. Jeg sætter mig ved siden af ham. På bænken ved siden af sidder to unge piger i ivrig snak med en ung mand. De har dåser med energidrik eller noget andet i hænderne og har ’i- byen’ tøj på. De er endt på Hovedbanen efter en tur i nattelivet. De er ikke fulde, men snakker meget. Begge pigerne er mørke med lange sorte parykker, som kvinder i Vest- og Østafrika ofte bruger. Men de snakker dansk - uforfalsket københavnsk. Den unge mand er næsten kronraget, har et lille fipskæg. Han læner sig ind over den ene pige, mens han deltager i snakken.

Jeg kan høre, at de kender hinanden og skal med samme tog ud til Vestegnen. Den ene af pigerne, som sidder nærmest mig, vender sig mod mig og den forpjuskede mand med skægstubbene. Hun kigger på ham.

’Hvor kommer du fra?’

Han løfter hovedet lidt, men svarer ikke.

Where do you come from?’ gentager hun, og det får ham til at svare.

’Romania’.

’Oh’, siger pigen, ‘that is a beautiful country!’

Manden nikker og giver antydningen af et smil, før han lukker sig inde igen.

Pigen henvender sig nu til mig.

’Jeg hedder Jamila. Hvad hedder du?’

Jeg siger mit navn, og hun får dermed konstateret, at jeg er dansker.

’Hvor kommer du fra?’ spørger jeg.

’Jeg kommer oprindelig fra Marokko’, svarer hun.

Det undrer mig lidt, ikke navnet, men det at hun er så mørk i huden. Jeg har åbenbart ikke min paratviden om Marokkos befolkning parat, for det er ikke ualmindeligt, at marokkanere er meget mørke, fortæller min datter mig bagefter.

Jamila siger, at de venter på toget. Og så begynder hun at forklare mig, at man ikke skal tro, at alle udlændinge i Danmark er terrorister. Jeg nikker. Hun fortsætter med at belyse emnet, som hun selv har taget op, og jeg får et mindre foredrag, som er baseret på en enkel logik, om at menneskeheden er god nok med plads til alle. Veninden og den unge mand ser lidt hen mod Jamila, som ikke synes at ville stoppe. Hun får et lille puf.

’Ups, vi skal afsted!’

Hun rejser sig. Jeg når at sige til hende, inden hun begynder at gå af sted sammen med sine to venner:

’Jeg har en datter som dig!’ Hun løber lidt for at følges med sine venner.

’Hils hende!’ siger hun og vinker.

OK, jeg havde jo rent faktisk to døtre, ikke kun en - og i samme alder som Jamila. De er helt og halvt afrikanske, brune i huden og også med langt hår. Jeg fortæller dem historien, samme aften. De forklarer, at de også ofte har siddet på Hovedbanegården efter en tur i byen. De kender måske endda pigerne, hvis de havde set dem.

På vejen tilbage mod Farum ved 8-tiden er vejen blevet bedre at køre på. Det er stadig mørkt. Jeg har  været ude på en eventyrlig rejse i to timer. En livsbekræftende fantasy trip midt om vinteren 2015 i kolde, ’mono-kulturelle’ Danmark. Og jeg set døre, der kan åbnes udad og lukker verden ind.

Billeder fra Book Cafe i Harare

Her er nogle egne billeder taget af og i Harares Book Cafe i 2014 og 2015. Man kan se flere - også læse om de nye 'pop up events' ved at gå ind på Book Cafes Facebook-side:
 https://www.facebook.com/bookcafeharare/

Hvis du er en af de mange, som har besøgt Book Cafe på et eller andet tidspunkt og har billeder derfra, så kontakt mig, og vi kan samle dem her.

Book Cafe er lukket

Så skete det. Den sidste bastion fra Afrikas ungdomsoprør, det sidste frirum for kreativitet og debat i Zimbabwe er faldet. I juni 2015 lukkede Book Cafe i Harare.

Jeg er lige landet i Harare og er blevet indlogeret i en lejlighed i Avenuerne. Denne gang bliver mit besøg af lidt længere varighed end tidligere, hvor jeg normalt boede på hotel. Lejligheden har ikke Internet, så jeg vandrer lidt rundt i nabolaget for at finde en cafe eller lignende med wi-fi. Bronte Hotel, som næsten er min nabo, giver kun Internet-adgang til hotellets beboere. En Internetcafe på næste gadehjørne har ’problemer med forbindelsen’. Book Cafe!, tænker jeg så, og styrer ned mod Samora Machel Avenue.

Book Cafe har foruden en bogbutik en restauranten med en scene, og den har et område med lænestole, hvor man kan sidde med sin computer. Det ville være et fint sted at sidde sidste på eftermiddagen eller først på aftenen og SKYPE med familien i Danmark.

Stor er min overraskelse: jeg kan ikke finde Book Cafe. Forvirret tænker jeg, at jeg er gået forkert. Jeg står ved indgangen til en smart natklub her med navnet VOLT. Men nu kan jeg genkende muren, taget og hjørnet. Stedet er rigtigt. En velklædt ung mand står foran natklubben, hvorfra man kan høre musik, selv om det kun er ved 18-tiden. Der er tre lyn gennem O’et. VOLT er en natklub, som er åben fra midnat ’til sent’ alle ugens dage ifølge skiltningen.  

”Hvad er der sket med Book Cafe ?” spørger jeg

”Lukket !”

”Er den sådan lukket helt og for evigt, eller er den flyttet”, spørger jeg.

”Lukket! Nøglen drejet rundt !” svarer han med et høfligt smil.

Book Cafe havde sin storhedstid i 1990’erne, da Zimbabwe var et kulturcentrum og den årlige bogfestival – Afrikas største - stadig eksisterede. I 1981 oprettedes Grassroots Books, af nogle kultur-interesserede krigsveteraner. Paul Brickhill, en af de eneste hvide frihedskæmpere i Zimbabwes befrielseskrig, var hovedmanden.  Grassroots Books var dengang et imponerende, vibrerende sted, sådan som jeg husker det fra et besøg i 1983.

I 1997 blev Grassroots Books til Book Cafe. Jeg besøgte den med store forventninger i 2011 på første sal i Five Avenue shopping centre. Der er entre ved indgangen. Man kan drikke kaffe, øl, vin og spise kylling - ikke det store udbud. Men det er ikke for madens skyld, man kommer. Og heller ikke for bøgernes, for selve bogbutikken lukkede i 2008. Der er måske oplæsningen af digte, men det er musikken, som er i centrum. Og Book Cafe giver nye navne en chance. Her kan de vise, hvad de kan, improvisere og jamme.

Publikummet den torsdag aften jeg sidder der, er folk, som er kommet lige fra arbejde. Musikken starter allerede ved 18.30-tiden. Lidt afdæmpet i begyndelsen, et digt læses op med et rytmeinstrument i baggrunden. En mbira-spiller kommer til og bliver fulgt op af en sanger. Gruppen vokser fra to til tre, så fire. Der er snart hele tre mbira-spillere. Mbira’en er et afrikansk håndklaver, tangenterne er fladtbankede søm i forskellige størrelser. Man kan bruge en calabash som forstærker - eller - som i Book Cafe – yderligere med elektrisk forstærkning. 

Mbira-spillere i Book Cafe

 Musikken tager til. Der bliver danset af de skiftende forsangere, næsten alle med lange dreadlocks. En tilhører i jakkesæt, kommet lige fra kontoret, kan ikke holde sig i ro - rejser sig op og danser solo på den snævre plads mellem den lille scene og cafe-bordene. Ved 20-tiden har gruppen nået toppen. Der er nu fem mbira-spillere, en rytmist, to trommespillere og to forsangere, hvoraf den ene danser vildt. Så er det forbi. Publikum klapper, drikker kaffen eller øllen færdig. Book Cafe i Harare har overlevet de kritiske 00’ere og lever stadig!

Indtil i 2012, da den måtte lukke, fordi ejeren af bygningen ville bruge den til noget andet. Men den genopstod dog med vitalitet 500 meter væk langs Samora Machel Avenue. Nu med både indendørs og udendørs scene og restaurant. Også boghandelen er genopstået med bøger om Afrika, især Zimbabwe og det sydlige Afrika. Tako er boghandlerbestyrer. Han er digter og ’publisher’ og kender alle bøgerne i butikken, selv om nogle er ældre end ham selv – omhandlende befrielseskampen. Han ville have passet fint ind i den gamle bogcafe på Kultorvet i København i 1970’erne. Men dette er det sydlige Afrika, hvor 1970’erne ikke er glemt. Tako lever dog også i nutiden med en smartphone klistret til håndfladen og udveksling af e-mailadresser med europæiske osere i hans butik som jeg selv.

”Hvor kommer du fra ?” spørger han mig.

”Danmark”

”Hvordan går det i Danmark? Det er et dejligt land. Jeg vil gerne til Danmark! Er du på Facebook?”

På scenen derinde i restauranten – eller ude i haven - kommer unge digtere og læser op – eller ’performer’ som ’spoken word artists’. Deres slam-poesi er utrolig populær, har tydelige rødder til afrikansk historiefortælling. Digtere og forfattere kan få deres værker udgivet. Der er flere nye forlag, som tager sig af dem, ligesom der er et hav af musikproducenter, som udgiver DVD’er med grupper, der stort set alle laver deres egen musik. Book Cafe bruges også til debat-arrangementer, film screening og konferencer ofte omkring emnet køn og kvinders rettigheder. Det er et sted med nul-tolerance over for sex-chikane. I weekenden i dagtimerne er Book Cafe somme tider lavet om til et marked for kunsthåndværk.

Holiday Inn, hvor jeg ofte bor, når jeg er i Harare, ligger lige ved siden af Book Cafe. Her spiser jeg jævnligt min aftensmad. Det er i tidsrummet 18 – 20, hvor der nu er forskellige småarrangementer, mens der fra klokken 20 er koncert med 5 Dollars i entre.

Jeg er dumpet ind til et sådant arrangement - en launch af en ny sangers CD, Laura Dee – et ungt sangtalent, som bor og studerer i England. Normalt er bordene i Book Cafe dækket af batikduge med ’etnisk’ mønster. I dag er der silkeduge og fine blomsteranretningerne på bordene. Og stolene er pyntet med tyld og silkesløjfer. Der er inviterede gæster, et parlamentsmedlem, formanden for Zimbabawe Arts Council, samt andre kendte mennesker fra musikverdenen – og en kendis, som har været med i ’Big Brother Africa’.

Der bliver ikke sparet på superlativer og hype fra arrangementets energiske ’master of ceremoni’, en kendt radiovært, som viser sig også at være sangerindens onkel. Laura Dees egen familie er der også i deres pæneste jakkesæt og kjoler. Hun synger til et orkester sammensat ’af de bedste musikere i Zimbabwe’ forklarer onklen. Der er autografskrivning bagefter.

Da klokken nærmere sig 20 og Laura Dees præsentation er overstået, bliver silkedugene, sløjferne og de blomsterdekorationerne samlet ind og erstattet af de ’normale’ batikduge. Jakkesættene forsvinder, og de store afro’er og lange dreadlocks overtager siddepladserne sammen med unge europæere, der føler sig indfanget af stedets atmosfære. Laura Dee har gjort det rigtige ved at starte sin karriere i Book Cafe. Jeg tror ikke, der er en eneste zimbabweansk kunstner – musiker, sanger, digter – som ikke har optrådt i Book Cafe. Nogle er blevet store stjerner, andre – nok de fleste – forsvinder i glemslen, men de har haft chancen, prøvet at realisere deres drøm.

Og nu er så det hele væk.

At skrive en nekrolog over Book Cafe er måske for tidligt. Lukningen i 2015 er imidlertid ikke som den i 2012, hvor etablissementet lukkede midlertidigt, men dukkede op igen et par måneder senere i et nyt vitalt format. Nu ser det mindre lovende ud med hensyn til en genåbning end dengang. Årsagen er finansielle problemer. Selv om ejeren, Thomas Luthuli Brickhill, siger i et avisinterview, at han vil ‘tage et skridt tilbage og lave en ny strategi… Book Cafe er et stærkt og respekteret brand ... det er for tidligt at spekulere over, om vi kan genåbne … men det er ikke enden på historien’. I mellemtiden bliver der lavet enkelt-arrangementer forskellige steder i Harare – såkaldte ’pop up events’, som bliver annonceret på Book Cafes Facebook side, som stadig eksisterer. Thomas er søn af Paul Brickhill, som døde af kræft i 2014. Det har nok ikke været let at følge i faderens fodspor.

Grassroots Books og Book Cafe opstod i en periode, hvor Zimbabwe var fuldt af håb, og hvor visioner blev realiseret. Men de seneste femten år har slidt hårdt på visionerne og zimbabweanernes selvforståelse om, at de og deres land er noget helt specielt. Det er et mindre mirakel at Book Cafe overlevede perioden med politisk og økonomisk kollaps, hvor Zimbabwe blev betegnet som en ’fejlet stat’.

Ungdommen i Zimbabwe har ikke den glorværdige fortid at se tilbage på, som deres forældre. For dem er livet hårdt. Økonomien skranter stadig, og der er kæmpestor arbejdsløshed. Politisk er situationen uændret. Book Cafe klarede ikke generationsskiftet. Den unge generation i Zimbabwe og for den sags skyld i hele Afrika er mere rodløs og mindre ideologisk funderet en deres forældre. Avenuerne i Harare er kendt som byens red light distrikt og et broget natteliv. Det nye Book Cafe holdt stand i nogen tid, men har ikke kunnet klare sig i konkurrencen om det unge publikum, som ikke kommer i særlig stort tal til et mindearrangement for Martin Luther King, selv om der er fri entre, men gerne betaler entre for natteliv med høj musik, også når det  ikke er med et levende band, der selv har skrevet deres musik. 
Chimurenga-generationen tabte, natklubberne vandt - indtil videre!